Referat
Efter de korte nyhedsindslag og Deadlines kendingsmusik og -grafik indleder PS
henvendt til seerne:
PS: ”Og herhjemme var årets korteste dag lang nok til en regeringsomdannelse. Den analyseres og kommenteres efter dette.”
Den journalistiske indledning i indslaget, der herefter følger, tager
udgangspunkt i billeder fra reportager i dagens tidligere tv-aviser, som gennem
speakerens kommentarer bliver et resumé af dagens begivenheder. Først
ser man Sundhedsminister Sonja Mikkelsens følelsesladede overdragelse
af ministeriet til sin efterfølger Arne Rolighed. Derefter vises billeder
af ministerbiler, der ankommer til Amalienborg, og Statsminister Poul Nyrup
Rasmussens præsentation af sit nye ministerhold. Derpå vises billeder
af den nye Skatteminister Frode Sørensen, som fortæller, hvordan
han blev ringet op aftenen før. Derpå redegøres der systematisk
for, hvilke ændringer der er sket ved hjælp af en grafik på
skærmen, der med fotografier først lister de helt nye ministre,
så dem der skifter ansvarsområde og endelig dem, der ryger ud af
regeringen. Hele indslaget afsluttes med billeder af Arne Rolighed, der til
pressekonferencen i statsministeriet fortæller, at han lige har meldt
sig ind i Socialdemokratiet og speakeren, der fortæller, at dette er et
problem for Statsministeren, da partiets love kræver mindst to års
medlemskab af ministre. Efter kendingsmusik og -grafik vendes tilbage til studiet,
hvor PS sidder overfor TK ved det karakteristiske trekantede bord i mørkt
lakeret træ med hver et glas vand, og der i baggrunden på studievæggen
står "Rokade". Samtalen, der tager udgangspunkt i PS's spørgsmål,
handler om styrkeforholdet mellem de radikale og socialdemokratiet, om hvorvidt
omdannelsen styrker regeringen overfor oppositionen i det kommende valg, om
hvorvidt omdannelsen skal forbedre regeringens image eller styrke dens handlekraft
og endelig, om den er udtryk for magtkampe i Socialdemokratiet.